Kom og vær med – vi starter dagen med nydelsesfuld udetræning hvor kroppen vækkes blidt efter nattens hvile
At starte dagen med blid opvågning til lyden af havets bølgeskvulp, giver dine sanser et boost og dit sind en god start på dagen!
Siden tiden hvor Danmark var lukket ned, har jeg inviteret kvinder i alle aldre til, hver onsdag at deltage til udendørs træning på Amager Strand ved Kastrup Søbad, bedre kendt som Sneglen.
Vi mødes kl. 7.30-8.30 hvor vi er sammen om en dejlig træning som er et mix af øvelser fra forskellige traditioner. Yoga, Pilates og Gymnastik.
Afhængigt af vejr & vind, træner vi ude på selve sneglen, i vandkanten, på græsset eller under træerne i nærheden af havnen. Årstiderne skifter hele tiden og det gør antallet af deltagere også, afhængigt af temperaturen, arbejdstider m.m. Det skal så siges at man sagtens kan træne selvom det er koldt, f.eks. omkring frysepunktet, så har vi bare et ekstra lag tøj på. Jeg har som regel 2-3 lag på når temperaturen er lav. Det er bedre at kunne tage et lag af, end at fryse. Det eneste som kan afholde os fra at træne, er hvis regnen står ned i stænger, så er det ikke så sjovt!
Hér er lidt billeder til inspiration. Vi har nogle fantastisk skønne morgener sammen – kom og vær med!
Jeg tror at udendørstræning er kommet for at blive. Det er simpelthen én af de positive ting som livet har lært os de sidste år. At komme ud og bruge naturen og blive ét med naturen. Den frihedsfølelse og sanseoplevelse som jeg tror, at også Du vil opleve, slår alt andet. At være ét med elementerne og naturen, giver en følelse af, at sanserne styrkes og ja, du bliver mega glad i låget. For ikke at tale om, følelsen af, at “have gjort det” på trods af årstid og elementerne.
Som sagt laver vi et mix af Yoga – Pilates og Gymnastik. Øvelserne er sammensat så alle kan være med. Det handler nemlig ikke om at skulle kunne noget bestemt, blot have lyst til at være med, at lytte til sin krop og mærke efter hvad den har brug for. Det er hvad det hele handler om. At blive bevidst om kroppens signaler! At blive bevidst om, hvad den gerne vil fortælle dig, og hvad der sker når du er lige “hér & nu” og lytter til den.
Din krop vil guide dig i øvelserne ud fra hvad den har brug for. Kom blot og oplev hvad der sker! Er du lidt forsinket, så kom alligevel og deltag derfra hvor vi er kommet. Det er bedre at være lidt forsinket end slet ikke at få noget ud af dagen!